Hold fingrene væk!

De fleste er klar over at den seksuelle lavalder er 15 år og at det er strafbart at have et seksuelt forhold til børn under 15 år.
Men en del – både trænere og bestyrelsesformænd – kender ikke den såkaldte skolelærerparagraf, som er et andet navn for straffelovens paragraf 223.

31-årige Allan Pedersen, amtsinstruktør i badminton i DGI Nordøstjylland og klubtræner i både badminton og fodbold, er én blandt mange. Han har en fornemmelse af at det ikke er helt okay at forelske sig i en spiller som er i 15-18 års alderen uden at han dog præcist kan sætte fingeren på, hvorfor det er sådan.

Men staffelovens paragraf 223 siger at seksuelle forhold mellem 15-18-årige og en voksen der er betroet til opdragelse, undervisning eller formidling, er forbudt.
»I folkemunde kalder man den skolelærerparagraffen. Man har bare ikke rettet opmærksomheden på trænere, spejderledere, køreskolelærere, institutionspersonale før nu. Men lige så længe der har været skoler til har man kendt problemet,« siger Jan Toftegaard Nielsen, ph.d. studerende ved Institut for Idræt ved Københavns Universitet.

Han har tidligere skrevet specialet "Den forbudte zone" om seksuelle krænkelser indenfor idrætten og er nu godt i gang med et ph.d.-studie om emnet.

Beskyttelse af børn

Skolelærerparagraffen er til for at beskytte børn og unge.
»Fordi man er fyldt 15 år er det ikke ensbetydende med at man er i stand til at træffe valg som er gode for én på længere sigt. Det kan godt være at man synes det er fint nok lige nu eller føler sig presset til noget, men det er ikke nødvendigvis godt for én,« siger Jan Toftegaard Nielsen.
Forelskelsen kan opfattes anderledes på et senere tidspunkt og så kan træneren for alvor komme under anklage.
»Det er jo ikke unormalt at man bliver fascineret af mennesker som har en magt eller en position. Som træner skal man være klar over at unge idrætsudøvere kan føle sig tiltrukket af det man kan og den man er. Det er smigrende, og har man ikke tilstrækkeligt fundament udenfor idrætten er det tillokkende,« siger han og fortsætter:
»I virkeligheden er det strafbart hvis en træner på 18 år har et forhold til en spiller på 17 år. I praksis fungerer det ofte sådan at så kommer der en løftet pegefinger – og så er det det. Man synes at det er langt værre når det er en 40-årig der har et forhold til en 16-årig pige. I en pædofilidiskussion taler man om minimum fem års forskel.«

Det kender René Hansen, amtsinstruktør i DGI Nordvest ganske godt:
»Vi havde et par, hvor han var 19 og hun lige omkring 15 år, men i bestyrelsen vurderede vi at der ikke skulle gøres noget særligt. Hun var ikke tvunget ind i noget. Forældrene kendte til forholdet og det kom ikke i nærheden af noget der lignede pædofili,« siger René Hansen, amtsinstruktør og dengang afdelingsformand Lundegård IF.

Grænser forrykkes

Her var altså ikke tale om krænkelse i juridisk forstand, men er forholdet moralsk acceptabelt? Det vil idrætsforskeren gerne sætte spørgsmålstegn ved. Ligesom han opfordrer foreninger til at klargøre overfor medlemmer og lokalsamfund hvilket etisk grundlag foreningen hviler på og hvordan de vil reagere hvis der opstår en sag.

Spørgsmålet er hvornår der er tale om krænkelse?
»Det er der når en part bliver uretfærdigt behandlet og det, der er foregået, er uønsket. I mange sammenhænge som vi indgår i – til fester eller når vi leger – tillader vi at grænsen forrykkes. Hvis man er almindelig festdeltager rundt i det danske land vil man ofte opleve at folk går væsentlig længere end det. Det sprængende punkt er om de føler sig krænkede. Det er en følelse der ikke nødvendigvis opstår i situationen. Den kan komme senere,« siger Jan Toftegaard Nielsen.

Bevidst om berøring

Som træner er man nødt til at være meget opmærksom på ens rolle og på de tilbagemeldinger der kommer fra spillerne.
Jan Toftegaard Nielsens bedste råd er at få træneren til at tænke på at seksuelle relationer er forbudte og ikke til gavn for udøveren. Hertil kommer et råd om at en træner ikke behøver at nedbryde de fysiske grænser for at få et godt forhold til sine udøvere. En gammel formaning fra Undervisningsministeriet lyder: Lad være at røre dem, venligt eller uvenligt!

»Hvis man gør det til noget almindeligt at man ikke behøver at røre for at gennemføre ting, så opstår der ikke nogle fysiske ting. Så er der de psykiske plus en række andre strenge en krænker kan spille på,« siger Jan Toftegaard Nielsen.

I nogle idrætssituationer kan berøring være nødvendig, for eksempel i en modtagning i et spring på gymnastikholdet. Så skal man være opmærksom på hvorfor man rører og hvilken indsigt udøverne skal have:
»Tænk også på tennistræneren som gerne vil vise et korrekt forhåndsslag: Det kan være en fordel at bruge en tag-ved-metodik, men som træner vil jeg være bevidst om det, og forinden fortælle mine udøvere hvad det er jeg gør, så spillerne er forberedt. Det er som regel ikke tag-ved-metodikken der gør at man bliver krænket. Det er når den overføres til andre sammenhænge hvor man benytter nærheden til at gøre noget som ikke lige har med idrætten at gøre,« siger Jan Toftegaard Nielsen.

Det kan for eksempel være massage eller at man danser og drikker:
»Så rykker grænserne meget hurtigt, så udnytter man det rum som er skabt i drætten til noget andet,« siger han.
Derfor vil han helt fraråde ungdomstræneren at danse med sine unge spillere.
»Trænere bør være så professionelle at de finder ud af at der er en grænse mellem deres eget privatliv og udøvernes. Selvfølgelig bør man kunne dele en sejrsrus og give et knus eller kram, men at valse rundt og være halvfuld, det fører næsten altid mere med sig,« siger Jan Toftegaard Nielsen. Han anerkender at det er en hårfin balance:

»Ingen er interesseret i at signalere til trænere at man vil fratage dem noget af det de synes er sjovt ved idrætten, nemlig den tætte kontakt og den gode intimitet. En flirt kan være utrolig konstruktiv i en idrætssituation, men som træner må man kende sin egen grænse og vide at man ikke skal gøre ting som ikke er i udøverens bedste og langsigtede interesse.«
Det betyder også at hvis man tager til en fest, så er man der stadig som træner – og ikke for at pleje særinteresser.

Jan Toftegaard Nielsen går så vidt som til at sige at den træner som har rent mel i posen, er bevidst om sine handlinger og tager hensyn til udøverens interesser aldrig vil finde sig selv i denne gråzone hvor han vil blive anklaget. Han vil også stå meget stærkere rent mentalt.

Nældens rod

Helt kan man dog ikke gardere sig mod anklager.
»Så skulle man holde op med at være træner. Men det er måske i virkeligheden her det bunder, for hvis vi begynder at angribe altruismen, det vil sige at nogen vil gøre noget frivilligt for andres skyld, så forsvinder grundlaget for den frivillige idræt.

Skal man gardere sig på nogen måde, så skal man begynde at forbedre træneruddannelserne, og man skal sætte ord på problemet. Der mangler information og forskning,« siger Jan Toftegaard Nielsen.
»Hvis jeg mærker at der er problemer vil jeg tage det op med bestyrelsen,« siger Allan Pedersen, fra DGI Nordøstjylland, der også erkender at det er hans ansvar som træner mere end det er bestyrelsens ansvar.
»Folk har selvfølgelig svært ved at åbne op for sådan noget. Derfor skal man nok have én udefra til at komme med et indspark til bestyrelsen,« siger han.